Nytårshilsen 2014

 

Kære alle! 

Der er grund til at feste.
Der er god grund til at være tilfreds med 2014.
Der er rigtig god grund til at hilse 2015 velkommen.
Der er i særdeleshed grund til at fortsætte med Høkeren. 

Som formand for Høkeren, vil jeg slutte årets sidste dag af med at takke de mange loyale kunder, de nye laugsmedlemmer så vel som de gamle laugsmedlemmer, laugets bestyrelse, alle vores samarbejdspartnere, og ikke mindst alle Jer aktive, der bruger rigtig mange timer på at få Høkeren til at fungere. 

Det er en fantastisk mulighed vi har her i Aarsdale, at kunne servicere Jer lokale borgere, de mange feriegæster og de bornholmere, der nu er begyndt at komme til Aarsdale for at købe Høkerens specialprodukter. 

Der er grund til at feste. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde med Jer alle i 2015. 

Bedste hilsner og
Et Rigtig Godt Nyt År.
Olav Elvang

 

Medlemstilbud dec. 2014

Tirsdag d. 16. december kl 14.30 frigiver Høkeren årets julevin. 

Et medlemstilbud skal være noget særligt.
Det må gerne have en kant af oplevelse.
Det må gerne være forkælelse.
Det må gerne være noget du ikke lige finder på hylderne i de lokale supermarkeder.
Det SKAL være til en specialpris for dig, som Laugsmedlem!

Vi har fået mulighed for at købe et parti rødvine fra Côtes du Rhone, med kvalitetsstemplet Villages, produceret af familien Denis Alary, der har haft vingården i generationer siden 1600’tallet. Vingården ligger i landsbyen Cairanne tæt på Avignion.

Vinen består af druerne Grenache og Mourvedre fra gamle stokke samt en anelse Carignan, der er en drue, der blomstrer op ved blanding med de to andre druer. Det er de to første der giver vinen karakter. Den siges at inspirere, med smag af de provencalske krydderier og noter af viol og chokolade!

Vinen er rig på alkohol, og med dens 15% alkohol, er den særdeles velegnet til den danske julemad. Skulle der være en flaske til overs efter julemaden så nyd den gerne til lam og en spand hvidløg!

Pris for Laugets medlemmer 93 – pr. flaske.
Pris for ikke medlemmer 129,- pr. flaske.

Glædelig Jul

På Laugets vegne/Lene