Nyhedsbrev 25. maj 2016.

Nye åbningstider.
Sommeren er over os og med den glade turister, musik på Høkerpladsen og flere kunder i butikken.
Fra d. 15. juni er der nye åbningstider i Høkeren.
De nye åbningstider bliver fra kl. 13.30 til 17.30 hver dag med forlænget åbningstid om fredagen: til kl. 19.

Fest i Aarsdale!
Lørdag d. 11. juni kl. 14 holder byen fest på havnen. Det er de aktive foreninger i Aarsdale, Høkeren, Borgerforeningen, SÅN og Petanque-klubben, der står for en hyggelig eftermiddag for byens borgere i lighed med sidste år.
Der bliver aktiviteter for børnene, glad musik og hygge. Henimod aften tændes der op i grillerne, og du kan medbringe dit eget kød mm. til grillning. Eller købe noget godt i røgeriet, bestil gerne i forvejen.
Høkeren har åbent og giver gratis sodavand til børnene. De voksne kan købe både øl, vand og vin i Høkeren til gode høkerpriser!
Vel mødt d. 11. juni kl. 14 – og tag lidt solskin og din nabo med.

Og om lidt er kaffen klar…
synger Poul Dissing så fint, på Benny Andersens udødelige ‘Svantes viser’.
I Høkeren er vi stolte og glade for vores kaffebord. Vi sætter med et smil kaffen over, og byder også gerne på en lille småkage. Dog er der blandt Høkerens frivillige passere den opfattelse, at vores fine skilt med opfordringen til at lægge en mønt i sparegrisen for kaffen på selv samme kaffebord, ikke rigtigt kommer ud over stepperne?
Frelsens hær havde for et par år siden et slogan på deres jule-raslebøsse, der lød det humoristiske: ‘Pengene – eller vi synger’ – så langt går vi nu ikke her i Høkeren, det lover vi! Men, vi vil gerne opfordre vores gæster til at huske at betale en lille mønt for kaffen, og skal derfor have et nyt kaffeskilt der på en venlig og imøde-kommende måde formår at få dette budskab igennem.
Et eksempel kunne være: ‘kaffen har sin pris – put en mønt i den sorte gris’ eller noget helt andet? Forslag modtages med glæde!

Dette nyhedsbrev er lavet af: Nana Gitz-Madsen, Bernitta Bjørn Andersen, Anette Sonne. Olav Elvang har sendt brevet ud, Erik Bjerre sat nyhedsbrevet ind på Face Book & Høkerens hjemmeside, passerne kommet med in-put.

Høkeren i Årsdale – byens egen butik