Juleforberedelser

Juleforberedelser november 2014.

 

Onsdag d. 12. november kl. 10.00
Hvert år laver vi juledekorationer og julepynt som sættes til salg hos Høkeren. I år har jeg hørt en fugl synge om, at Hanne vil donere små poser med hjemmebagte småkager og Lise har produceret kryddereddiker, der er hældt på forskellige flasker. Kryddereddiker der er perfekte til en skøn dressing, eller til lige at give julerødkålen et pift!

Pengene der kommer ind ved salg af de mange donerede juleting, er vigtige. De er med til at holde liv i byens nærbutik.

Har du lyst til at kreere juledekorationer sammen med andre, så tag din kurv med dine materialer under armen, og mød op i værkstedet hos Lise Elvang. Lise brygger kaffe og te, så medbring eget krus og måske en madpakke.

Lørdag d. 22. november kl. 11.00
Trænger du til en rask gåtur i skoven, så er chancen her nu. Anette Sonne sørger for, at vi får adgang til at samle pyntegrønt, som efterfølgende skal bundtes og sælges på ’vognen’ udenfor Høkeren. Vi mødes udenfor Høkeren i fornuftigt tøj, og så den uundværlige grensaks. Måske et enkelt ørnenæb vil være godt!

 

Fredag d. 28. november kl. 10.00
Så kan vi ikke trække den længere. Der skal pyntes op og alle de smukke juledekorationer skal sættes til salg. Vi pynter op til jul inde i butikken og mon ikke der også skal et juletræ op udenfor. Lyskæder var en succes sidste jul, så de skal også rigges til. Kom og vær med til at sætte dit præg på Jul i Høkeren.

Hos Høkeren finder du indkøbsposer i stof, nu også med julemotiv til en pris af kr.: 25,-Det er også hos Høkeren du finder værtindegaven til julens mange invitationer, mindre julegaver/julehilsner, pyntegrønt og meget andet.

Fredag d. 28. november kl. 14.30
Vi slår dørene op til en måneds julestemning i Høkeren. Kom og bliv inspireret af de mange gode tilbud og nyd et glas god gløgg, sammen med de andre Høker medlemmer.

Hvordan gør jeg, hvis jeg vil bidrage:
Vi tager med tak imod donationer, der kan sælges i forbindelse med julen. Små ting, store ting, ting der tager sig godt ud.

Du er selv med til at sætte prisen på de ting du leverer. Ulla og Lise styrer indsamlingen af jule-donationerne så ring gerne til Ulla på tlf.: 2253 3682 eller Lise på tlf.: 5132 9980 og aftal en tid, hvor du kan levere dit bidrag.

Høkeren har en ’loppekasse’ med et mindre beløb i. Har du brug for et tilskud til materialer, kan der i begrænset omfang ydes tilskud. Her ringer du også til Ulla og får en aftale.

Bedste hilsner på vegne af Høkeren
Ulla og Lise

Øvrigt:
Kontingent:
Husk at forny dit medlemskab på generalforsamlingen d. 28. oktober eller i Høkeren efter generalforsamlingen.

Stillingsannoncer:
Vi mangler et team, der har lyst til at soignere hylder og tjekke at varerne tager sig godt ud. Findes der nogle seriøse damer og herrer, par, veninder etc., der vil bruge nogle timer i din, min og vores nærbutik, så send en mail til lenestenstrop@mail.dk

Passervagt:
Vi har altid brug for passere. Ulla styrer dette kvartals vagtplan, så ring gerne til Ulla, hvis du har lyst til at være en del af passerteamet.
gran