Indkaldelse til generalforsamling 2016.

Indkaldelse til generalforsamling i Høkerlauget Årsdale torsdag d. 27.oktober 2016 kl. 19.00 i Årsdalehuset.

Ifølge vedtægterne for Høkerlauget Årsdale skal ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af oktober måned.

Generalforsamlingen skal indkaldes med fire ugers varsel.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden Olav Elvang, Indenmarken 2 eller pr.mail: oelvang@gmail.com, i hænde senest to uger før generalforsamlingen.

  • Dagsorden er ifølge vedtægterne følgende:
  • Valg af dirigent
  • Valg af referent
  • Valg af stemmetællere
  • Bestyrelsens beretning og vision for den kommende periode
  • Godkendelse af regnskab
  • Forelæggelse af budget til godkendelse
  • Indkomne forslag.
  • Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer
  • Valg af to interne revisorer
  • Evt

Husk at alle emner kan behandles under eventuelt, men intet kan besluttes.

Har du emner til beslutning, aflever dem til Olav senest to uger før.

Kun medlemmer er stemmeberettigede. Melemsskab koster 50,-kr. for et år. Medlemskort for kommende periode kan købes ved indgangen. Men er du bare nysgerrig, er du også velkommen. På generalforsamlingen kan alle  komme til orde og meninger brydes.

Vi serverer kaffe og blødt brød – øl og vand kan købes til Høkerpris.

Vi ses den 27.oktober

Pva bestyrelsen Olav Elvang

Nyhedsbrev september 2016.

hoker54k

KØD FRA MØNSTERGÅRD – bornholmsk og økologisk!
Oppe i Ølenes smukke natur går Thor Kures limousinekvæg og nyder friheden. Det er dyr, der har fået tid til at vokse og bevæge sig. Derfor indeholder kødet også flere omega 3 fedtsyrer, som er så gavnlige for os.
Høkeren er foruden gårdbutikken i Vestermarie de eneste forhandlere af dette lækre og økologiske kød, der sælges som dybfrost og i forskellige udskæringer, inkl. hakket kød. Kødet egner sig både til en festlig familiemiddag og som god mad for den enlige.Priserne i Høkeren og Vestermarie Gårdbutik er de samme – og yderst rimelige.
Kødkvæg

DER ALTID PLADS TIL EN PASSER MERE!
Har du lidt tid til overs, er du velkommen til at blive en del af et positivt frivilligt fællesskab omkring Høkeren.
Vi kan bruge hjælp til flere forskellige arbejdsopgaver: passe butik, købe varer ind til butikken, prismærke og sætte varer på plads, fylde varer op på hylderne i butikken, lave te/kaffe til kunderne, oprydning, let rengøring, afrimning af køle- og frostskabe m.m. Selvfølgelig får du en god vejledning, hvis du vil være med. Kom ned og snak med os i butikken i åbningstiden.

IS!
Vi må nok erkende, at sommeren er gået på hæld, og de smukke nuancer af gul, rød og brændt okker kommer til at pusle om vores sanser i ugerne, der kommer.
Vi, i Høkeren, kaster glad håndklædet i ringen og hengiver os til efterårets smukke farver.
Men, vi gider ikke fryse.
Og vi gider ikke is på frys.
Derfor: sidste isdag i Høkeren bliver den 23. oktober.
Vi sælger ud: 50 % rabat og kæmpe kugler, så længe lager haves.
Kom glad og spis 2016’s sidste is i godt selskab.

BILLIGE LOKALE VARER!
Sommeren igennem er der mange af de frivillige passere, der har mødt bemærkninger som f. eks.
“Er melet det samme som i de andre butikker her på Bornholm? Er pastaen? Er olien?” etc. Og kunden hentyder til den lavere pris. Vi kan bekræfte, at det er præcis de samme varer, som man kan se i andre butikker, og vi fortæller den gode historie om den frivillige indsats, som er hovedårsagen.
Men de lavere priser glæder også andre af Høkerens varegrupper, og det vil den opmærksomme kunde have bemærket. Så derfor køb dine dagligvarer i Høkeren! – Det kan godt betale sig!
groent

SÆT DIT KRYDS!
Datoen for den årlige generalforsamling i Høkerlauget nærmer sig. Denne gang er datoen sat til torsdag d. 27. oktober kl. 19 i Aarsdalehuset.
Nærmere besked følger, men sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Dette nyhedsbrev er skrevet af: Nana Gitz-Madsen, Bernitta Bjørn Andersen og Anette Sonne. Anette har sat
brevet op, Olav Elvang har sendt det ud, Erik Bjerre har redigeret og sat nyhedsbrevet op på Face Book &
Høkerens hjemmeside, passerne kommet med in-put.

Nyhedsbrev august 2016.

hoker54k

Nye åbningstider
Det tidlige efterår står for døren. Turisterne bliver færre og travlheden i Høkeren mindre. Derfor er det nu igen tid til at indføre normale åbningstider som er: 14.30 – 17.30 – alle dage. Åbningstiderne gælder fra d. 15. august.

Høkeren på flere sprog
Høkeren får ofte besøg af kunder, der ikke har lokalt tilhørsforhold. De spørger interesseret og undres tit over, hvordan det kan lade sig gøre at drive et sted som Høkeren. Derfor har vi lavet en folder, der på dansk, engelsk og tysk giver et kort rids af Høkerens historie og dagligdag. Folderen vil komme til at ligge fremme i butikken til information og inspiration.

Gode priser i Høkeren!
Høkeren har ofte konkurrencedygtige priser. Og i nogle tilfælde endda lavere priser end i andre butikker. For eksempel pasta og pesto fra Frennegård og mel fra Valsemøllen – her kan du gøre en god handel i Høkeren. Vores vinudvalg er stort for så lille en butik at være – og vi har vin til enhver pengepung. Bl.a. en god “hverdags-vin” til 38 kr. for en flaske.

Karité – cremen der er lige til at spise!
Høkeren er den eneste fysiske butik, som har fået ret til at forhandle Karités cremer,der ellers kun sælges over nettet. Projektet Karité er et samarbejde mellem kvinder i Pah i Mali og Årsdale på Bornholm, som har fokus på bæredygtighed, økologi og sundhed. Cremen er et helt rent naturprodukt baseret på 95% rent Beurre de karité/sheasbutter. Nøddesmørret fra kvinderne i Vestafrika, er kendt for sine lindrende, lægende og beskyttende egenskaber, som stammer fra det store indhold af gode fedtsyrer og antioxidanter. Karités cremer er helt fri for animalske- eller kemiske tilsætningsstoffer, herunder parabener, farvestof og plastikgranulat. Husk Karité, den er hjælpsom både mod insektstik, solskoldning, og tør og irriteret hud.

Giv en hånd i Høkeren!
Der har været meget travlt i Høkeren her i sommer, og det er jo rigtig godt for butikken, men passerne har også været spændt hårdt for. Der er stadig mange opgaver, større og mindre, der skal løses, selv om vi nu går ind i en mere roligperiode. Har du tid og lyst til at give os en hånd på en uforpligtende måde, er du mere end velkommen. Vi kan stadig godt bruge flere passere, men der er også andre opgaver som indkøb, oprydning, prismærkning, opfyldning af varer, pasning af udeareal, aftørring af hylder mm. Kontakt en passer i butikken og få mere at vide.

Dette nyhedsbrev er skrevet af: Nana Gitz-Madsen og Anette Sonne. Anette har sat brevet op, Olav Elvang har sendt det ud, Erik Bjerre har redigeret og sat nyhedsbrevet op på Face Book & Høkerens hjemmeside, passerne kommet med in-put.

Høkeren i Årsdale – byens egen butik

Aarsdaledagen 2016.

Årsdaledagen er tilbage!

Lørdag d. 11. juni gentager vi successen fra sidste år og holder Årsdaledag igen.

Dagen er for os, der bor i Årsdale, og for familie og nære venner, og den byder på både Årsdaletouren, masser af musik på Høkerpladsen og fælles grill og hygge.

Program:
Kl. 14.00 Årsdaledagen begynder. Velkomst ved Olav Elvang.
Kl. 14.10 Det første hold sendes afsted på Årsdaletouren, fyldt med sjove poster.
Kl. 1.005 Grill til pølser tændes.
Kl. 16.00 Grill til medbragt mad tændes.
Kl. 16.30 Præmieuddeling.

Vi byder på pølser og sodavand. Øl m.m. kan købes billigt på pladsen. Vi sætter fælles grill op, og håber, at I vil komme og grille, lytte til musik, hygge og sludre med os. Af praktiske grunde vil det være fint, hvis I har meldt holdene til Årsdale-touren i tidsrummet kl.13.45-14.05.

På glædeligt gensyn.

Årsdale Borgerforening, SÅN løberne, Petanque klubben, Årsdale Havn og Høkeren i Årsdale.

aarsdaledagen_1_flettet

Nyhedsbrev 25. maj 2016.

Nye åbningstider.
Sommeren er over os og med den glade turister, musik på Høkerpladsen og flere kunder i butikken.
Fra d. 15. juni er der nye åbningstider i Høkeren.
De nye åbningstider bliver fra kl. 13.30 til 17.30 hver dag med forlænget åbningstid om fredagen: til kl. 19.

Fest i Aarsdale!
Lørdag d. 11. juni kl. 14 holder byen fest på havnen. Det er de aktive foreninger i Aarsdale, Høkeren, Borgerforeningen, SÅN og Petanque-klubben, der står for en hyggelig eftermiddag for byens borgere i lighed med sidste år.
Der bliver aktiviteter for børnene, glad musik og hygge. Henimod aften tændes der op i grillerne, og du kan medbringe dit eget kød mm. til grillning. Eller købe noget godt i røgeriet, bestil gerne i forvejen.
Høkeren har åbent og giver gratis sodavand til børnene. De voksne kan købe både øl, vand og vin i Høkeren til gode høkerpriser!
Vel mødt d. 11. juni kl. 14 – og tag lidt solskin og din nabo med.

Og om lidt er kaffen klar…
synger Poul Dissing så fint, på Benny Andersens udødelige ‘Svantes viser’.
I Høkeren er vi stolte og glade for vores kaffebord. Vi sætter med et smil kaffen over, og byder også gerne på en lille småkage. Dog er der blandt Høkerens frivillige passere den opfattelse, at vores fine skilt med opfordringen til at lægge en mønt i sparegrisen for kaffen på selv samme kaffebord, ikke rigtigt kommer ud over stepperne?
Frelsens hær havde for et par år siden et slogan på deres jule-raslebøsse, der lød det humoristiske: ‘Pengene – eller vi synger’ – så langt går vi nu ikke her i Høkeren, det lover vi! Men, vi vil gerne opfordre vores gæster til at huske at betale en lille mønt for kaffen, og skal derfor have et nyt kaffeskilt der på en venlig og imøde-kommende måde formår at få dette budskab igennem.
Et eksempel kunne være: ‘kaffen har sin pris – put en mønt i den sorte gris’ eller noget helt andet? Forslag modtages med glæde!

Dette nyhedsbrev er lavet af: Nana Gitz-Madsen, Bernitta Bjørn Andersen, Anette Sonne. Olav Elvang har sendt brevet ud, Erik Bjerre sat nyhedsbrevet ind på Face Book & Høkerens hjemmeside, passerne kommet med in-put.

Høkeren i Årsdale – byens egen butik

Nyhedsbrev april 2016.

HØKEREN har fødselsdag
og det har den jo, og det er …. DEN 30. april, klokken 14. Så er vores lille darling blevet hele 4 år. Kom glad og vær med til at fejre HØKEREN den sidste lørdag i april. Vi byder på lidt til ganen og lidt til varmen, og der ud over sælger vi drikkevare til de rene Høker priser. Musikken vil spille på pladsen foran HØKEREN og solen vil skinne på alle dem vi kender, og dem vi bare ikke har mødt endnu. Vi ses til en forrygende eftermiddag.

Varer til 1/2 pris!
Som følge af nye regler er det nu tilladt at sælge visse varer, hvor holdbarhedsdatoen er overskredet.
Det gælder varer, som ikke er letfordærvelige, og som er mærket med “Bedst før…” eller “Mindst holdbar til….”.
Disse varer har vi før kasseret.
Men nu er det muligt for os at sælge dem til stærkt nedsat pris.
Det gavner Høkeren, vi får mindre tab/spild.
Det gavner vores kunder, de får mulighed for at købe nogen ekstra billige varer.
Og det gavner miljøet, at der er mindre madspild.
Denne varegruppe vil være samlet ét sted og skiltet med nedsat pris pga dato.

Til støtte for positive forandringer
container fra Årsdale til Afrika sidst i majAfrika containerLandsbyens skole
Nede på havnen i Årsdale, omme ved petanque-klubben, står en container, men før regntiden i Vestafrika starter, skal den ud på en lang rejse til den lille landsby Pah, som ligger lige syd for Sahara. Det er Årsdale Borgerforening og foreningen International Kontakt, der har fået  en bevilling af DANIDA/ Genbrug til Syd.
Derfor indsamler vi cykler, håndværktøj til de unge mænds cykelværksted, haveredskaber, spande, store gryder, tæpper, lagner, forbindingssager til sundhedshus og fødestue, strikkegarn til kvindegruppen, metalfade, skoletasker og skolematerialer, fodboldtøj og meget andet til skolen- men ikke beklædning og ikke plastikting. Landsbyens “ønskeliste” er sat på containeren.
Inden containeren bliver sendt afsted, vil den blive udsmykket med lokale motiver af en gruppe kreative årsdalefolk. Har du også lyst til at være med til at male, kan du melde dig i Høkeren. -Hjælp os med at fylde containeren.
Kontakt til indsamlingen:  Lene & Sv. Erik Hjorth Hansen – 20497476/ 56496517 – Frank (Lasse) Rasmussen, Kirsten Clausen – 56496882 – Anette Sonne -29126075

 Vi ønsker aller Høkerens kunder og venner “Godt forår”

Dette nyhedsbrev er lavet af:  Nana Gitz-Madsen, Bernitta Bjørn Andersen, Anette Sonne. Olav Elvang har sendt brevet ud, Erik Bjerre sat nyhedsbrevet op på  Face Book & Høkerens hjemmeside, passerne kommet med in-put.

Nyhedsbrev marts 2016

Så er påsken over os!

Det spirer og krabler alle steder, og lyset optør vores vinterblege sjæle.I dette nyhedsbrev kommer vi rundt om det hele. Høkerens nye is, lammekød fra Hammershus, vores skønne æg fra glade høns, og meget mere.

Og så går det jo godt i Høkeren! Det viser økonomien og det viser den glade gruppe af frivillige der får hjulene til at løbe så fint rundt.
Vi fejrer os selv og vi fejrer vores kunder.

Det gør vi til Høkerens fødselsdag lørdag den 30. april, klokken 14, hvor vi giver smagsprøver på vores specialiteter og disker op med kaffe og kage’ og så er musikken tilbage’. Så kom glad og hils på din nabo eller en fremmed og støt op om vores alle sammen’s butik. Vel mødt og rigtig god påske inden da.

Kvalitets kød
Friske forsyninger af kød på frost. Vi fører det lækre kød fra gårdbutikken i Vestermarie og fra Thor Kure i Ølene, lam og økologisk oksekød. Nogen gange også gedekød. Kom, kik og køb. Det bliver hurtigt udsolgt.

IS
Så er isen kommet til Høkeren!
Både pinde isene og de lækre vafler med gammeldags iskugler og pynt. Nye varianter som chokolade med mintsmag og marscapone med citron er kommet til.

Nødder og tørret frugt
Husk også, at du kan købe de lækre nødder fra Harilds Nuts hos os: mandler, valnødder, hasselnødder, paranødder, macadamia osv. Og tørret frugt som lyse og mørke rosiner og tranebær – ideelle som frisk indslag i salaten.

Dit medlemskab har betydning
Husk at forny dit medlemskab.
Vi går ikke længere fra “dør til dør” for at opkræve kontingent, men du kan hurtigt få bragt sagen i orden ved enten at indbetale  beløbet via netbank til foreningskontoen    reg. 1551 – kontonummer 11141218 -husk at notere dit navn – eller ved at betale ved kassen i Høkeren. Et medlemskab går fra oktober til oktober og koster 50 kr, så alle kan være med til at støtte det gode initiativ. Selvom man ikke har bopæl i Årsdale, kan man godt blive medlem af Høkeren – laugsmedlem kalder vi det – så fortæl gerne om denne mulighed til dine venner og bekendte udenfor vores by.

Er din e-mail adresse up to date?
Det er vigtigt at vi har din korrekte e-mail adresse, så vi kan sende brev til dig, når der sker noget spændende i Høkerens verden. Hvis du er i tvivl om den er forkert eller hvis du har fået en ny, kan du sende en besked til oldermanden, Olav Elvang  på adressen oelvang@gmail.com og oplyse din aktuelle mailadresse.

Sæt kryds i kalenderen
D.11. juni skal vi have den årlige fest på havnen. Det er ikke en “Årsdalefest” hvor hele Bornholm er inviteret. Det er en fest for årsdaleboere, Årsdales foreninger og virksomheder, og for de høkermedlemmer, der bor uden for vores by.
Der kommer mere om festen senere.

Dette nyhedsbrev  er lavet af:              B_flag_1   

Nana Gitz-Madsen

Bernitta Bjørn Andersen

Anette Sonne

Olav Elvang har brevet sendt ud

Erik Bjerre sørget for info til Face Book & Høkerens hjemmeside

Endnu engang – hav en rigtig god påske. Vi ses i Høkeren- som selvfølgelig har åbent alle dage.

Høkeren i Arsdale – byens egen butik